I 1991 købte jeg min første Labrador som jagthund fra den lille kennel Walseder Bruch i nordtyskland. Før det var det Tysk Jagtterrier og Tysk-Langhår, som var med mig på jagt. Men da jeg startede med jobbet som biolog i offentlighedsarbejde for naturbeskyttelse, syntes jeg at en labrador måtte være mindre nerveopslidende.
Det antagelse viste sig rigtigt og efterhånden kunne jeg mærke at dette "fornufts-ægteskab" ændredes til et "kærligheds-ægteskab", for min tæve Bente var ikke kun en god ledsager på mine omvisninger, men også en rigtig god jagthund.
Efterhånden fik vi også megen succes på forskellige prøver. Bente havde gode sundhedsresultater, et fortrinligt exterieur og et super temperament. Sådan kom tankerne om avlen ind og på det tidspunkt mente jeg virklig, at det ikke kunne være så svært at avle gode jagtlabber. Med i tidens løb har jeg lært, at det var en ganske naiv fejltagelse.
Det er svært, hvis man er ærlig og kritisk med egen avl! Og det også går ondt, hvis hunde men har haft store forventniger til, viste sig at ikke opfylde mine egne krav til avls evner. Desuden er mulighederne for det lille opdræt med et mindre antal avlsdyr uden tvivl indskrænket. Der udover bliver det ikke indre kompliceret ved at avle en engelsk race med meget forskellige linjer.
Efter min hidtil største tilbagegang i 2003erne, har jeg kort tænkt på at ophøre med kennelen af mange grunde. Men for hver rigtig Tailwagger, der har de specielle egenskaber, jeg startede min avl på (og måske nogle flere gode), viser det sig, at det er værd at avle videre...
De første retriever trænere, jeg har haft og som jeg har lært meget af (Gyrite Marcussen), er danske. Sammen med det faktum at Labrador i Danmark er meget mere populær end i Tyskland, hvor de er noget "exotisk" for mange jægere, opstod min interesse for Danmark for nu 16 år siden...
